Søren Kannes liv

Søren Kanne blev født i 1801 som søn af Mikkel Sørensen Kanike og Mette Rasmusdatter Krarup.

Søren Kanne blev i 1825 far til Sara Marie Sørensdatter i et uægteskabeligt forhold med Anne Marie Pedersdatter; og han blev i 1830 gift med Karen Rasmusdatter Møller i et barnløst ægteskab.

Søren Kanne boede med sin kone og sine forældre i Strandhuset på Hessel Hede syd for Grenå.

Søren Kannes gård. Ca. 1895.

Redningsaktionen

Søren Kanne blev kendt i sam- og eftertiden for en utrolig farlig redningsaktion på Hessel Strand (syd for Grenå) den 16. februar 1835.

Søren Kanne red med to heste ud til et nødstedt - og nærmest ituslået - skib; og reddede den næsten bevidstløse skipper i land.

Redningsaktionen blev beskrevet i bl.a. "Ugeblad for den danske Bonde" den 24. februar 1835. (se mere herunder)

Søren Kanne blev i samtiden hædret med
- en redningsmedalje og 40 Rigsdaler fra kongen. (se mere herunder)
- et sølvbæger med inskription fra borgere i Aarhus. (se mere herunder)
- et digt af Steen Steensen Blicher, skrevet i 1838. (se mere herunder)

Læs mere i "Den lange version af historien" (se herunder)

Ironisk nok led Søren Kanne druknedøden den 10. november 1860. Han ledte efter en bortløben ko, faldt i åen og druknede.

Søren Kannes gravsten ved Aalsø kirke.

Til Søren Kannes minde rejstes i 1926 en mindesten (se mere herunder) og i 1949 en statue, der fik sin blivende plads på torvet i Grenå (se mere herunder).

Sara Marie Sørensdatter

Søren Kannes eneste barn, Sara Marie Sørensdatter, blev sat i pleje. I 1834 er det hos Niels Hansen og Inger Nielsdatter i Høbjerg (FT 1834, Hoed 13); og senere bor hun hos sin mor og hendes mand. De flyttede senere til Albøge.

Hun blev mor til min oldefar, Jørgen Peter Sørensen, i 1850 i et uægteskabeligt forhold med Hans Peter Jensen.

Hun blev senere gift med (en anden) Hans Jensen og fik en søn.

Den 1. september 1879 stod Sara Marie fadder i Aalsø kirke til et af sine børnebørn, min farfar Akton Marius Sørensen.

Hans Jensen dør 19. oktober 1900 i Hoed; og Sara Marie dør 9. november 1903 i Hoed.

Anne Marie Pedersdatter

Sara Maries mor - Anne Marie Pedersdatter - blev i 1832 gift med Michel Jørgensen Hald; og de fik flere børn.

Ugeblad for den danske Bonde
den 24. februar 1835

Søndag Aften den 15. Februar strandede en 1/4 Miil Syd for Grenaa Ole Jensen Jyde med sin ejede Jagtbaad, Bente Marie, indehavende en Ladning Salt bestemt til Grenaa og bemandet med 2 Matroser, navnlig Jens Larsen og Rasmus Svendsen. Samme Dags Aften omtrent Klokken 8 kom der en svær Bræksø over Skibet, som borttog Kompasset og slukkede Lyset, og omtrent en halv Time derefter kom Skibet paa Grund under Hovedgaarden Hessels Forstrand. Strax efter, at Fartøjet var stødt, gik dets ene Side itu, saa at Forenden strax stod under Vand, og Skibsdækket løsnedes og gik til Søs. Skipperen og hans 2de Matrosen forsøgte at gaa i Land med Skibsbaaden, men denne blev ved den stærke Søgang strax fyldt med Vand. Så de maatte begive sig tilbage paa Skibet, hvorpå Baaden drev i Land.

Skipperen holdt sig derpå fast ved Agterspejlet, staaende i Vand til op paa Livet, og forblev i denne Stilling, indtil han næste Dags Morgen blev reddet. Den ene af Matroserne, Rasmus Svendsen, holt sig fast ved Masten, men blev endnu samme Aften omtrent Klokken 10 kastet i Søen af en Bølge og har ikke siden været at finde; den anden Matros, Jens Larsen, gik op i Vanten og forblev der, indtil det begyndte at dages, da han svømmede i Land. Han bad Skipperen at følge sig, men denne var for udmattet og svag dertil og maatte derpaa blive på Vraget, i hvilken Stilling han til sidst kom i en næsten bevistløs Tilstand.

Omtrent et Par Timer efter, at Jens Larsen havde forladt Vraget, kom Bolsmand Søren Mikkelsen Kanne af Fuglsang i Følge med sin gamle Fader, Mikkel Sørensen Kanne, med Heste og Vogn til Strandbredden. I det Haab at kunne frelse Skipperen steg førstnævnte i den i Land drevne Baad og førte den 4 forskjellige Gange ud i Søen, men maatte hver Gang formedels Storm og Søgang med Paalandsvind vende tilbage uden af kunne naa Skibet, og ved den stærke Søgang var Baaden flere Gange nær ved at kæntre, og kun ved at holde sig fast til Rælingen af Baaden undgik han at blive kastet i Søen.

Da det imidlertid var hans faste Forsæt at redde Skipperen, hvilken Fare han end udsatte sig for, hvortil han saa meget mere bestemte sig, da man idelig hørte den ulykkeliges Jammerskrig, spændte han Hestene fra Vognen og gik ud i Søen med dem, uagte hans Fader bad og besværgede ham ikke at gøre det, forestillende ham, at det ikke kunde ske uden Livsfare, og at naar det ikke var muligt at gaa ud til Vraget med Baaden, maatte det være endnu mindre muligt med Hestene.

Ikke desto mindre begav han sig, som bemærket, siddende paa den ene Hest og ledende den anden ved Haanden, ud i Søen og førte dem med stor Livsfare svømmende under en stærk Strøm og svær Søgang med Paalandsvind, saa at Bølgerne flere Gange slog over dem, til en Sandbanke i Nærheden af Vraget, hvor der vel var Fodfæste, men hvor dog Vandet gik ham til Armene, ligesom ogsaa Bølgerne her sloge over hans Hoved og Hestenes, saa at Faderen ofte ikke kunde øjne nogen af dem.

Fra det Sted kastede han Enden af Hestenes Tømme ud til Skipperen, der efter flere forgæves Forsøg omsider fik den bundet om Livet, hvorpaa Søren Mikkelsen Kanne halede ham til sig paa omtrent 3 Alens Afstand. Han søgte nu først at bringe ham til at stige op paa Hesten, men da Skipperen var saa svag og afkræftet, at han ikke formaaede det, maatte han selv stige af i vandet og løfte ham op på Hesten, og da han heller ikke var var i Stand til at holde sig oprejst paa denne, maatte Kanne med den ene Haand holde ham derpaa, mens han med den anden Haand styrede begge Hestene og saaledes førte sig selv og Skipperen med den største Livsfare gjennem det oprørte Havs Bølger til Lands. Han kjørte derpaa Skipperen til sit Hus, plejede ham der omhyggeligen og sendte strax bud til Grenaa, hvortil han endnu samme Dag blev afhentet.

Redningsmedalje

Amtmanden (Randers Amt) skrev til kongens kancelli om Søren Kannes dåd. Her havde man også læst beretningen; og herefter indstiller kancelliet til kongen:

"Kancelliet formener, at Søren Mikkelsen Kanne, har gjort sig fuldkommen fortjent til at forundes Medaillen for druknedes Redning med Tilladelse at bære den i det for Medaillen i Anledning af Søslaget den 2den April 1801 bestemte Baand, hvorhos Kollegiet tror endvidere at burde henstille til Deres Majestæts Naade, hvorvidt De maatte finde Anledning til at tilstaa ham nogen Pengebelønning for hans højst rosværdige Forhold."

Kong Frederik VI tildelte på den baggrund Søren Kanne "Medaillen for Druknedes Redning" og 40 Rdl. Sedler.

Sølvbæger

Den 11. juni 1835 skriver Aarhuus Stiftstidende:

Det var en naturlig Medfølelse, som næsten samtidig lod adskillige af denne Bys Borgere og Borgerinder ønske om at give hin sjældne Mand et offentligt Bevis paa deres Højagtelse. Dette Ønske have de tilfredsstillet, idet de, ved Mægler A. Thomsen og Redaktør A.F. Elmquist, have tilstillet ham et smukt og stort, indvendig forgyldt Sølvbæger, paa hvis ene Side hans ædle Handling er billedlig indgraveret og paa den anden følgende Indskrift:

"Fra Borgere og Borgerinder i Aarhus til BOELSMAND SØREN KANNE DEN HØJMODIGE FRELSER AF ET MENNESKELIV den 16. Februar 1835."

Med Bægeret fulgte følgende Skrivelse:

Ædel Daad lønnes ej med Guld eller Sølv, ej heller behøver den Mand, som vovede sit Liv i Menneskehedens Tjeneste, nogen udvortes Æresbevisning. Men for os er det en Trang, som vi med Glæde tilfredsstille, at ledsage Besiddelsen af vor dybe Højagtelse for "den højmodige Frelser af et Menneskeliv" med et udvortes Tegn, der kan gaa i Arv fra Fader til Søn. Medfølgende Bæger fremsendes saaledes, idet hundrede erkjendtlige Hjærter forene sig i det Ønske: "Længe leve den kjække, menneskekærlige Søren Kanne."

Bægeret kom nu ikke til at gå i arv "fra Fader til Søn". Søren Kanne blev "kun" far til en datter, og hun var endda uægte. Så bægeret arvedes i følge datidens arvelov af Søren Kannes bror Jens Mikkelsen.

Digt

Blicher skrev i 1838 et digt om Søren Kanne - med en digters kunstneriske frihed (se herunder).

Mindesten

Marineforeningen for Grenaa og Omegn rejste en sten ved Grenå Strand.

Afsløringen fandt sted den 9. maj 1926 under overværelse af bl.a. Søren Kannes efterkommere.

Mindestenen står i dag hvor Kystvejen krydser Åboulevarden.

Statue

En bronzestatue af Søren Kanne, udført af Johannes Bjerg, afsløredes på Grenå torv den 30. juli 1949.

Det blæste en Storm udi Kattegat.
De Bølger de de ginge saa høje.
Saa mangen stolt Sømand den samme Nat
for sidste Gang lukked sit Øje.

En liden Skude var og deriblandt.
Fra Hornbæk monne den komme.
Ret aldrig mere til Havnen den vandt,
fordi at dens tid nu var omme.

Den Skude blev ført af en Sømand god,
af dem, der ei pleier at ryste -
thi først sig beviser det danske Mod,
naar Døden begynder at kryste.

Han kæmped, indtil han omsider drev
for stormen et værgeløst Bytte.
Mod Dagningen stødte han paa et Rev
med sin faldefærdige Hytte.

Han haver kun med sig en liden Dreng;
i stærken Arm han ham griber:
"Her bliver nok redt os saa kold en Seng;
det hjælper slet ikke, du piber."

De Bølger de bryde med stor Allarm,
og Skibet det krænger og knager;
dog holder han drengen i venstre Arm;
med høire i Vantet han tager.

Han seer sig saa langeligt ind mod Land -
imellem var dyben Rende -
"Vi kan ikke naa den velsignede Strand,
hvis Hjælp os ei Himlen vil sende."

Da kom der en Bonde til samme Sted -
han hedde saamænd Søren Kanne -
Han siger til Faren, som og var med:
"Det Skib er nok nærved at strande."

Saa springer han til sine Heste to -
de stode just tøjred' paa Brinken -
Han giver sig ikke ret længe Ro,
før han bliver færdig med Rinken.

Den gamle ham huer det ikke ret vel.
Han hvøvter med Haanden: "Hei Søren!
Du drukner jo Øgene og dig selv;
det Skib er desuden forloren."

Men Søren sprang op paa den nærmer Hest
og kaster et Øje til Faren:
"Ifald jeg derude skal faae min Rest,
lad se, at I sørger for Karen!"

Saa hug han sit Hors med sin Træskohæl
og lod hende springe i Vandet.
Den anden han dasked med Tøirepæl;
saa maatte de begge fra Landet.

Men da han sig havde i Dybet sænkt
alt udi de fraadende Strømme
ei skulle da noget Menneske tænkt,
han kunde til Vraget udsvømme.

Jo, jo! See! Der sidder han nok saa rank;
han synes paa Bølgen at ride -
men der kommer Ører - og Hoved - en Mank
og nu er han ved Seilerens Side.

"Hei Landsmand! Sid op nu, hvis du vil med,
og hold saa din Dreng ved hans Trøje!"
Han sidder der alt - og igjen nu afsted -
Det var noget andet end pløie.

De Bølger de brusede over dem bradt;
de tvende holdt fast ved hinanden -
Men se kun! Nu har de jo Landet fat,
og frelste de springe paa Stranden.

Der kaste sig alle de trende paa Knæ
og takke vor Herre for Livet.
"Men kom!" siger Søren "med mig nu i Læ -
see hisset! Nu splintres jo Skibet!"

Men Drengen han skjalv, som i Blæsten et Siv;
og Skipperen slang sine Arme:
"Hvad skal vi nu give dig for vort Liv?"
"- Følge med mig og faa jer lidt Varme."

Han pleied den Sømand med samt hans Pog,
det baade af Potte og Pande.
Og det var da al den Betaling han tog,
den fattige Mand Søren Kanne.

Uddrag fra Steen Steensen Blichers livs-tragedie i breve og aktstykker
En anden ny Vise om en Sømand og en Landmand - Om Søren Kanne (Rand. Av. Avis 1838).

Dette er vel nok det berømteste af Blichers fortællende Digte. Ved dets jævne Inderlighed og troskyldige Meddelelsesform taler det sig dybt ind i Menigmands Sjæl.

Blicher har skrevet adskillige andre "Redningsdigte", men ingen der i nogen Grad kommer dette nær hverken i Formens Renhed eller i Følelsens Styrkegrad.

Men historisk set har han taget sig flere Friheder end strængt taget nødvendigt. Vi ejer nemlig i dette Tilfælde et uomstødeligt Middel til at kontrolere ham.

Den Stranding, hvorom her er Tale, fandt Sted den 15. Febr. 1835 i Nærheden af Grenaa; Begivenheden stod selvfølgelig omtalt i Datidens Blade, først i "Ugeblad for den danske Bonde", hvor Blicher sandsynligvis har set den, derfra optoges den i en Række andre Blade, indtil den ogsaa kom Frederik den Sjætte for Øje.

Han fik da Lyst til at lade Sagen nærmere undersøge og gav sit Kancelli de nødvendige Ordre; og den 8. April 1835 kunde Kancelliet da forelægge Kongen følgende:

Allerunderdanigst Beretning angaaende den af Boelsmand Søren Mikkelsen Kanne udviste Daad.

I Anledning af en i Bladet "Dagen" for Onsdagen den 1ste dennes af "Ugeblad for den danske Bonde" optagen Beretning om en af Boelsmand Søren Mikkelsen Kanne af Fuglsang ved Greenaae udvist ædel Daad ved at redde Skipperen paa et 1/4 Mil sønden for Greenaae Havn forlist Fartøj fra at omkomme i Bølgerne m. V., har det behaget Deres Majestæt ved allerhøjeste Reskript af 2den dennes at paalægge Kancelliet at indhente nærmere Oplysning om Sagens Omstændigheder samt derefter at nedlægge allerunderdanigst Beretning desangaaende.

Paa samme Tid som Kollegiet modtog forbemeldte allerhøjeste Reskript, indløb der hertil en Skrivelse fra Amtmanden over Randers Amt, hvori han indberettede den af Søren Mikkelsen Kanne udviste Daad og til Oplysning om de med samme forbundne Omstændigheder indsendte Udskrift af et inden Nørre Herreds Politiret under 24de f. M. i den Anledning optaget Forhør.

Af dette Forhør, hvorunder den forulykkede Skipper saa vel som fornævnte Søren Mikkelsen Kanne og hans Fader Mikkel Sørensen Kanne har afgivet Forklaring, erfares Omstændighederne ved det omhandlede Redningstilfælde at have været følgende:

Den 15. Febr. sidstleden sejlede Ole Jensen Jyde af Hornbæk fra Helsingør med sin ejende Jagtbaad Bente Marie, 6 Kommercelægter drægtig, indehavende en Ladning Salt, bestemt til Grenaae og bemandet med 2 Matroser, nemlig Jens Larsen og Rasmus Svendsen.

Samme Dags Aften omtrent Kl. 8 kom der en svær Bræksø over Skibet som borttog Kompasset og slukkede Lyset, og omtrent ½ Time derefter kom Skibet paa Grund under Herregaarden Hessels Forstrand.

Strax efter at Fartøjet var stødt, gik dets ene Side itu, saa at Forenden strax stod under Vand, og Skibsdækket løsnedes og gik tilsøs.

Skipperen og hans 2de Matroser forsøgte at gaa i Land med Skibsbaaden, men denne blev ved den stærke Søgang strax fyldt af Vand, saa at de maatte begive sig tilbage paa Skibet, hvorpaa Baaden drev i Land.

Skipperen holdt sig derpaa fast ved Agterspejlet, staaende i Vand til op paa Livet og forblev i denne Stilling, indtil han næste Dags Morgen blev reddet.

Den ene af Matroserne, Rasmus Svendsen holdt sig fast ved Masten, men blev endnu samme Aften omtrent Kl. 10 kastet i Søen af en Bølge og har ikke siden været at finde; den anden Matros Jens Larsen gik op i Vanten og forblev der, indtil det begyndte at dages, da han svømmede i Land.

Han bad Skipperen følge sig, men denne var for udmattet og svag dertil og maatte derfor blive paa Vraget, i hvilken Stilling han tilsidst kom i en næsten bevidstløs Tilstand.

Omtrent et Par Timer efter at Jens Larsen havde forladt Vraget, kom Søren Mikkelsen Kanne i Følge med sin gamle Fader Mikkel Sørensen Kanne med Heste og Vogn til Strandbredden.

I det Haab at kunne frelse Skipperen steg førstnævnte i den i Land drevne Baad og førte den fire forskjellige Gange ud i Søen, men maatte hver Gang formedelst Storm og Søgang med Paalandsvind vende tilbage uden at kunne naa Skibet, og ved den stærke Søgang var Baaden flere Gange nær ved at kæntre, og kun ved at holde sig fast til Rælingen af Baaden undgik han at blive kastet i Søen.

Da det imidlertid var hans faste Forsæt at redde Skipperen, hvilken Fare han end udsatte sig for, hvortil han saa meget mere bestemte sig, da man idelig hørte den ulykkeliges Jammerskrig, spændte han Hestene fra Vognen og gik ud i Søen med dem, uagtet hans Fader bad og besværgede ham ikke at gjøre det, forestillende ham, at det ikke kunde ske uden Livsfare, og at, naar det ikke var muligt at gaa ud til Vraget med Baaden, maatte det være endnu mindre muligt at opnaa denne Hensigt med Hestene.

Ikke desto mindre begav han sig som bemærket, siddende paa den ene Hest og ledende den anden med Haanden ud i Søen og førte dem med stor Livsfare svømmende under en stærk Storm og svær Søgang med Paalandsvind, saa at Bølgerne flere Gange slog over dem, til en Sandbanke i Nærheden af Vraget, hvor der vel var Fodfæste, men hvor dog Vandet gik ham op til Armene, ligesom ogsaa Bølgerne her slog over hans Hoved og Hestene, saa at Faderen ofte ikke kunde øjne nogen af dem.

Fra det Sted kastede han Enden af Hestenes Tømme ud til Skipperen, der efter flere forgjæves Forsøg omsider fik den bundet om Livet, hvorpaa Søren Mikkelsen Kanne halede ham til sig paa omtrent 3 Alens Afstand.

Han søgte nu først at bringe ham til at stige op paa Hesten, men da Skipperen var saa svag og afkræftet, at han ikke formaaede det, maatte han selv stige af i Vandet og løfte ham op paa Hesten, og da han heller ikke var istand til at holde sig oprejst paa denne, maatte Kanne med den ene Haand holde ham derpaa, medens han med den anden Haand styrede begge Hestene og saaledes førte sig selv og Skipperen med største Livsfare gjennem det oprørte Havs Bølger til Lands.

Han kjørte derpaa Skipperen til sit Hus, plejede ham der omhyggeligen og sendte strax Bud til Grenaae, hvortil han endnu samme Dag blev afhentet.

Paa Grund af de saaledes oplyste Omstændigheder, der yderligere bestyrkes derved, at den tilbageblevne Matros Jens Larsen, som var bortrejst, forinden det forommeldte Forhør blev optaget, men før sin Afrejse blev fremstillet for Retten for at beedige sin for Notarius publicus afgivne Søforklaring, ved denne Lejlighed bevidnede, at Søren Mikkelsen Kanne var den, der med særdeles Anstrængelse og Livsfare reddede Ole Jyde, har Amtmanden over Randers Amt anset førstnævnte, som desuden ifølge vedkommende Underøvrigheds Erklæringer er en god, sædelig og arbejdsom Mand, kvalificeret til at forundes Medaillen for ædel Daad og derhos holdt det for ønskeligt, om han, der sandsynligvis er fattig, kunde tilstaaes en passende Pengebelønning.

Kancelliet formener, at Søren Mikkelsen Kanne, har gjort sig fuldkommen fortjent til at forundes Medaillen for Druknedes Redning med Tilladelse til at bære den i det for Medaillen i Anledning af Søslaget den 2den April 1801 bestemte Baand, hvorhos Kollegiet tror endvidere at burde henstille til Deres Majestæts Naade, hvorvidt De maatte finde Anledning til at tilstaa ham nogen Pengebelønning for hans højst rosværdige Forhold.

Det indstilles saaledes allerunderdanigst at Boelsmand Søren Mikkelsen Kanne af Fuglsang i Randers Amt allernaadigst maa forundes Medaillen for Druknedes Redning med Tilladelse at bære den i det for Medaillen i Anl. af Søeslaget d. 2. April 1801 bestemte Baand. hvorhos lige allerunderd. henstilles, hvorvidt D. Maj. maatte finde Dem bevæget til endvidere at tilstaa ham nogen Pengebelønning.

Det kgl. d. Kancelli d. 8. April 1835.

Allerunderdanigst

Stemann. Ørsted. Larsen. M. Lange. Hansen. Bentzen. / Jacobsen.

Kongen bestemte den 11. April 1835, at Søren Kanne skulde have den nævnte Medaille. Derhos ville vi endvidere allernaadigst have bemeldte Boelsmand i Betragtning af de særdeles Omstændigheder bevilget en Gratification af 40 Rdl.-Sedler.

Da jeg havde faaet opspurgt, at den reddede Skipper Ole Jyde eller Ole Fisker havde en endnu levende Søn, Brevsamler Jensen i Glæsborg ved Grenaa - skrev jeg til ham for ogsaa at høre, hvad han vidste; han svarede mig fra Glæsborg den 7. Sept. 1903:

Fader er født i Hornbæk ved Helsingør den 24. Juni 1790. Hans Fader [Jens Nielsen] var Fisker, og Hornbæk var paa den Tid et fattigt Fiskerleje. Allerede da Fader var 12 Aar gl. for han med en Galease paa Norge.

Senere kom han hjem og gik til Konfirmationsforberedelse hos Præsten i Tikjøb, hvor han blev konfirmeret. Han gik til søs igjen og var i de sidste Aars Krige med England tilcaps. Senere blev han ansat som kongelig Lods imellem Kjøbenhavn og Helsingør, hvilken Plads han betjente i 12 Aar.

Han havde mange Brødre, som alle vare Søfolk, men som blev borte i deres unge Alder; formodentlig ere de druknede; men paa den Tid hændte det jo undertiden, at Søfolk ved Forlis bjergede sig i Land paa fjerne Øer, hvorfra de ingen Forbindelse fik med Hjemmet.

Senere fik Fader selv en Jagt, som han mest sejlede med i Kattegattet. Han boede i Hornbæk i mange Aar, og der havde han ogsaa Bopæl paa den Tid, da den brave Søren Kanne bjergede ham.

Han var hin skjæbnesvangre Nat paa Rejse fra Kjøbenhavn til Grenaa og inddrev hen ad Midnat med en orkanagtig østlig Snestorm et lille Stykke syd for Grenaa Havn.

Jagten hed "Bente Marie" af Hornbæk, og der var foruden Fader to unge og kraftige Folk med, men som blev skyllet overbord af en Bræksø, strax som Skibet stødte paa Grunden.

Den ene var saa heldig at svømme til Land, men den anden druknede, og han var dog kun taget med for at være fri for at møde paa Sessionen i Helsingør.

Fader blev ikke bjerget førend Kl. 3 næste Dags Eftermiddag; han stod altsaa i 15 Timer paa Vraget og blev overskyllet af Bølgerne paa denne kolde Aarstid.

Da var det, at den hjertensgode og heltemodige Søren Kanne greb til at ride derud med sine to kraftige Heste. Søren Kanne boede nemlig paa en Gaard, som laa ca. en 1/2 Mil fra Strandingsstedet.

Da Fader saa Søren Kanne, var han saa udmattet og fortumlet, saa han antog ham for en Strandfugl; og det vilde vist ogsaa have været umuligt for Søren Kanne at redde Fader, dersom Vraget ikke havde ligget der saalænge, saa der havde dannet sig en Sandbanke et lille Stykke derfra, hvorpaa Hestene kunde bunde, medens Søren Kanne kastede et Reb over til Fader og halede ham til sig.

Fader havde paa den Tid omtrent tabt Bevidstheden og syntes, at han havde faaet det saa godt, saa Søren Kanne rev ham bogstavelig ud af Dødens Arme.

Søren Kanne var en Mand af middel Størrelse, og Fader var en meget høj og sværtbygget Mand. Hvorledes nu Søren Kanne havde faaet denne udmattede tunge Mand med alt det vaade Tøj op paa Hesten under saadanne Forhold, er ubegribeligt, da Bølgerne skyllede over Folk og Heste uafbrudt.

Nu var det jo et Held, at Hestene kunde bunde, men dette var jo Søren Kanne uvidende om, da han red ud, hvilket derfor desmere er at prise ham for; thi han vovede derved i fuldeste Maal baade Liv og Gods.

Søren Kanne kjørte nu hjem med Fader og plejede ham paa det kjærligste. Desuagtet fik Fader Koldbrand i Benene og maatte ligge under Lægebehandling i Grenaa i 3-4 Maaneder.

Som man vil se afviger disse autentiske Beretninger - som ogsaa af C. F. Bricka i Hist. Tidsskr. paavist - ikke lidet fra Blichers. Begivenheden foregik om Vinteren, mens Blicher lader den foregaa paa en Aarstid, da Hestene staar tøjred paa "Brinken"; der er ikke Tale om "en liden Dreng" men om to føre Matroser, hvoraf den ene gaar uhjælpelig tilbunds, mens den anden svømmer til land og formodentlig tilkalder den reddende Søren Kanne.

Men saa stædigt har Folketraditionen fastholdt Sagnet om den frelste Skibsdreng, at en gammel Kvinde, der levede endnu i 1892, og som havde lagt Ole Jydes "Kone i Lig", paastod at have set Fabel-Drengen og beskrev ham som "en bitte knøv Fyr".

Søren Mikkelsen Kanne var født den 10. Febr. 1801 i Hessel Strandhus ved Grenaa. Af Folk der har kjendt ham, skildres han som en Mand af Middelstørrelse, med et rundt noget bredt Ansigt, sort krøllet Haar og blaa Øjne; Trækkene var store og hele Ansigtet indrammet af en Skjægkrans.

Han besad et livligt og muntert Sind og ægte jydsk Lune; han var meget afholdt, og Egnens Folk tillagde hans Ord stor Betydning; han havde faaet en god Oplærelse, thi Faderen, Mikkel Kanne, der var ret velhavende, havde bekostet baade Sørens og hans Sødskendes Undervisning i Byskolen i Grenaa, da der var omtrent en Mil til Sogneskolen i Aalsø.

Det er besynderligt, at den Mand der saa kjækt havde trodset det vildt oprørte Kattegat skulde ende sine Dage i et elendigt Aaløb, der knap nok har Vand til Knæerne; men den Skjæbne fristede han; Mortensaften 10. November 1860 faldt han i Djursaaen og druknede. Den tragiske Begivenhed fortælles saaledes i Grenaa Avis:

Ole Jyde var tilstede ved hans Begravelse paa Aalsø Kirkegaard, hvor man siden rejste Søren Kanne en Mindesten med tre Vers af Blichers Digt.

Søren Kannes Kone hed Karen Møller; Blicher har kjendt Navnet, som han anfører i Sangen. Hun blev en 80 Aar før hun døde; de havde ingen Børn sammen, men før Giftermaalet havde Søren Kanne en Datter, der endnu lever som en 77-aarig Kvinde.

Hendes Moder tjente en Tid i Æbeltoft, og en Gang, mens hun var forlovet med Søren Kanne, var hun i Besøg hos hans Forældre; der skal ikke paa den Tid have været meget propert i Kannegaarden, og Kjøbstadpigen skal da have ladet falde den letsindige Bemærkning, at naar hun nu blev Kone i Gaarden, skulde der nok komme Gang i Fejekosten. Dertil skal Sørens Moder truende have bemærket, at "den Stramaahk" aldrig skulde komme til at gjøre rent efter hende.

Og hvordan det nu end er gaaet til, saa blev det Karen Møller fra Bredstrup og ikke Ane Marie Pedersdatter der blev Arvtageren i Kannegaarden.

Ole Jyde, der i en Menneskealder levede i Grenaa og fra Skipper var bleven Fisker, overlevede i tre Aar sin Redningsmand; han døde i Grenaa 19. Marts 1863.