Danmarks Adels Aarbog skriver:

Så langt Danmarks Adels Aarbog fra 1945!

Den præcise oprindelse af Udsen-slægten fortaber sig således i tågerne; men som det nævnes har Udsen våbnet været anvendt så tidligt som år 1230.

Skal vi længere tilbage har vi nogle brikker til mosaikken:

Spindesiden (kvindesiden) er den, vi kan følge længst tilbage. En efterkommer af Skjalm Hvide - som bliver stamfader til den berømte Hvideslægt i Sorø - Ingred Pedersdatter af Hvideslægt bliver ca. 1145 gift med en Vagn/Vogn "Jysk stormand".

Disse bliver forældre til de meget kendte Vognsen-brødre, som bliver biskopper i Århus i årene 1191-1224; og de bliver forældre til Margrethe Vognsdatter.

Hun bliver ca. 1166 gift med en ukendt mand af Udsen-slægten; og de næste efterfølgende medlemmer af familien bliver begravet enten i Vor Frue Kirke eller i den "nye" domkirke - Sct. Klemens - i Århus.

På sværdsiden (mandssiden) bliver Margrethe Vognsdatter måske bindeled til "Norringtoft" ved Thisted i Thy. Her har vi i 1100-tallet de kendte personer Tue og Ebbe Skammelsen af Udsen-slægten.

På trods af adelsårbogens bemærkning om den manglende stamfader, er der en række meget stærke indicier, der peger tilbage på en forbindelse til Hvide-slægten.

En af adelsårbogens første led er "Henrik Ebbesen Udsen", og han hører til den gren af Udsen-slægten, der i eftertiden "har" adelskabet.

Der er stærke indicier på, at hans far, Ebbe Nielsen Udsen, er en uægte søn af Niels Jurissen Hvide, domprovst i Roskilde. Dennes forældre er Juris Stigsen Hvide gift med Margrethe Vognsdatter (d. Yngre).

Gennem begge forældrene kommer vi tilbage til Skjalm Tokesen Hvide.

Han fik - udover børnene Ebbe og Cecilie - også sønnerne Asser Rig, Toke Skjalmsen og Sune Skjalmsen samt datteren Magga.

Asser Rig blev gift med Inge Eriksdatter, og fik bl.a. sønnerne Esbern Snare og Absalon, ærkebiskop i Lund.

Der er en del diskussion om Skjalm Hvides aner og hustru(er).

Det påstås bl.a., at Skjalm Hvides aner peger tilbage på kongeslægter i både Danmark og udlandet.

Endvidere påstås, at han var gift med en "Signe Asbjørnsdatter", der bl.a. har Svend Tveskæg, Harald Blåtand og Gorm den Gamle som aner.

Anerkendte slægtsforskere kan ikke finde bevis for disse påstande; og påpeger også, at dels passerne navnene ikke med den på den tid herskende navngivningsskik og at dels er der historiske kendsgerninger, der ikke harmonerer med påstandene.

*) Ingerd Pedersdatter og Vogn ? blev - udover Margrethe - også forældre til 3 biskopper i Århus: Mere
1. Peder Vognsen (1139-1204), biskop 1191-1204
2. Skjalm Vognsen (-1215), biskop 1204-1215
3. Ebbe Vognsen (-1234), biskop 1215-1224. Var med Valdemar Sejr i Estland i 1219, da Dannebrog faldt ned fra himlen.

**) Gunne ? er muligvis linket til Norringtoft i Sjørring sogn, hvor Udsen-slægten er registreret i 1100- til 1400-tallet.

***) Det er Vogn (Vagn Gunnesøn) Gallen, der i 1230 fører Udsen-slægtens våben. Fik også sønnerne Jens og Esbern.

Mere om Hvideslægten

Margrethe må have giftet sig med et medlem af Udsen-slægten, for sønnen Vagn Gunnesen fører Udsen-slægtens "Klokkevåben".

Margrethes slægt var en uhyre stor og anset slægt, som ejede mængder af storgods.

Hendes søn ville ikke have brugt sin faders "våben", hvis ikke det havde været mindst ligeså anerkendt eller "stærkt", som hans moders slægtsvåben i stedet for den "stærke" Vognsen-slægts hjulvåben.

Note: På det tidspunkt var det ligegyldigt, om "våbnet" kom fra "sværdsiden" eller "spindesiden". Man brugte det "stærkeste" våben. Man skiftede kun våben, uanset mand eller kvinde, hvis skiftet gik "opad".

Men hvilken Udsen giftede Margrethe sig med? For at finde hendes mand skal vi altså lede blandt de største slægter.

Det er så nærliggende at vende øjet mod nord til Thy, hvor i følge en gammel overlevering "de Udsønners" hjemsted skal have været, nærmere betegnet "Norringtoft" i Sjørring sogn, og hvor Udsen-slægten kan registreres fra 1100-tallet til op i 1400-tallet.

Derfor er det et stærkt indicium på, at denne anden slægtslinje - som var mindst lige så stor og anerkendt som Vogn-slægten - "Norringtoftlinjen" kan være Margrethes mands linje.

Det stærkeste indicium er dog nok Margrethes barnebarn, Esbern Vognsen Udsen, "Buderupholm".

Ved hans død 1268 skænker hans enke, Gunde Vindsdatter Gro, to gårde i Østerild og måske "Borup Østergård" i Ræer sogn (begge i Thisted amt) til Skt. Clara kloster i Roskilde. Disse gårde ligger alle på Udsen-slægtens hjemegn.

Gårdene må sandsynligvis være Esbern Vongsen Udsens farfars arvepart. Igen et fingerpeg på tilhørsforholdet til egnen og familien på "Norringtoft".

Om Norringtofts ældste historie kendes ikke meget. Den første ejer, der er omtalt, er ridder Skammel født ca. 1130, hvis søn var den fra folkevisen så berømte Ebbe Skammelsen, født 1160, og hvis sønnesøn hed Skammel Udsen.

Folkevisen, der hører til de ældste og skønneste af vore historiske viser, fortæller at "Skammel han boer sig nør i Thy".

Allerede på dette tidspunkt var Hvideslægten (Margrethes slægt) kendt med Norringtoftslægten, idet Ebbe Skammelsens bror søn, Harald Olufsen Marsk, var gift med Christine Ebbesdatter Gallen af Hvide slægten.

Men vi kan ikke udpege nogen bestemt person, som kan være Margrethe Vognsdatters mand. Det er stadigvæk kun en hypotese, at han må være fra "Norringtoft" eller af familien derfra.

Som Adelsårbogen skriver: "En fælles Stamfader for de forskellige Grene af Slægten kan ikke paavises."

Adelsårbogen opregner dog en række historisk kendte medlemmer af Udsen-slægten, uden at deres familiemæssige sammenhæng kan dokumenteres.

Disse er:
• Henrik Ebbesen Udsen, der kan følges i 5 led til adelskabet uddør. Denne slægtsgren - som er min - behandles herunder.
• Jens Lavessøn Udsen, der havde sønnen Lave Jensen (dør barnløs) og datteren Karen Jensdatter. Ejer af Kollerup i Galten sogn, Hadbjerg herred. Tilskøder i 1388 herregården Sostrup til Svend Udsøn.
• Svend Udsøn, der havde sønnen Anders Svendsen, der blev domprovst i Århus; og døtrene Else, Gertrud og Kirsten.
• Esge Torbernsen Udsen, der havde sønnerne Torbern - ejer Rimsø i 1430 - og Simon, kannik i Viborg. "Afkom slutter i andet Slægtled" ifølge Adelsårbogen.

Her kommer (måske) sammenhængen mellem de 3 førstnævnte; relationen til Esge Torbernsen Udsen mangler stadigvæk!

På Nørre Djurs herredsting d. 23. juni 1404 har Kirsten Madsdatter, enke efter Esger Torbensen (sønnesøn af Esge Torbernsen Udsen) skødet alt sit arvegods i Sostrup - hvilket er Nørremark, Vibemark, Vibeskov og Vibekær - til hr. Svend Udsen.

Fra Henrik Ebbesen Udsen kan Udsen-slægten følges til i dag.

Henrik Ebbesen Udsen (-ca. 1400)
▼
Ebbe Henriksen Udsen (ca. 1400-)
▼
Simon Ebbesen Udsen (1450-)
▼
Laurids Simonsen Udsen (1486-)

Laurids Simonsen Udsen får 10 børn:
1. Karen Lauridsdatter Udsen (1510-), der bliver gift med Bertel Andersen Hørby til Vesteris.
2. Ebbe Lauridsen Udsen (1517-), der bliver gift med Kirsten Pedersdatter Kruse. De får kun ét barn: Laurids Ebbesen Udsen. Han blev gift 3 gange; men der kom ingen børn ud af ægteskaberne. Da han var enebarn, havde han således hverken en søn, en bror eller en brorsøn at overdrage adelstitlen til. Derfor uddør slægten Udsen som adelsslægt sammen med ham i 1646.
3. Enevold Lauridsen Udsen (1519-), der bliver gift med Inger Terkildsdatter.
4. Christoffer Lauridsen Udsen (1520-), der bliver gift med Margrethe Vestenie. En datter Margrethe, som var født på "Overgård" i Sall sogn 14. juli 1572, blev gift med borgmester i Randers, Niels Jacobsen til "Nygård" i Dover; men Margrethe døde efter kun 3 års ægteskab. Hun blev begravet sammen med sine børn i Dover Kirkes kor. Margrethe og Niels Jacobsens navnetræk er gengivet på foden af prædikestolen i Dover kirke.
5. Rasmus Lauridsen Udsen (1528-), der bliver gift med ? - og de er så min 7 x tipoldeforældre!
6. Hans Lauridsen Udsen, der bliver gift med Inger Bertelsdatter.
7. ? Lauridsdatter, der bliver gift med Frans Iversen Munk.
8. ? Lauridsdatter, der bliver gift med herredsfoged i Års Herred Søren Gied.
9. ? Lauridsdatter, der bliver gift med herredsfoged i Fleskum Herred Poul Ibsen.
10. Marine Lauridsdatter, der bliver gift med Jørgen Daae.

Rækkefølgen er sikkert ikke korrekt; da fødselsår ikke kendes for de 4 sidstnævnte piger.

Første gang vi træffer slægten Udsens våbenskjold er i den tidlige middelalder. En stor blå klokke hvor skjoldbunden er sølvfarvet. Klokken kan have 2 eller 3 guldbånd.

Våbenskjoldet findes i sin første udgave som vægmaleri i "Vor Frue Kirke" i Århus, som var den første domkirke i byen.

Våbenskjoldet må være fra før år 1200. Slægtens tilknytning "flytter" nu til den "nye" domkirke - Skt. Klements - i år 1201; hvor denne indvies af biskop Peder Vognsen.

I Hasle kirke findes "klokkevåbnet" i våbenskjoldet, også i sin første udgave. Den første enkle udgave af våbnet var nok mest et bomærke - et malet kendetegn på skjoldet for at man kunne kende ven eller fjende i kamp - ellers fandtes det også som signet.

Senere i middelalderen ændrede slægtsvåbnet sit udseende, men der er en del overlapning tidsmæssigt; måske pga. forskellige slægtslinjer.

Først er det et ret primitivt skjold i forhold til det vi ser senere i renæssancen. Det er først en stor blå klokke og herover en hjelm med en hvid gåse- eller svanehals. Dette ses i Tjele kirke.

I Skanderup kirke findes det i udskåret i prædikestolen, her skænket af Ebbe Lauridsen Udsen.

I Sall kirke indgår våbnet i udsmykningen af altertavlen. Her er det Laurids Ebbesen Udsen, der har skænket det til kirken. Det har først været sat op i Skjød kirke i 1635 hvorfra det er flyttet til Sall kirke i 1909.

Altertavlen er kirkens klenodie. Et rigt billedskærerarbejde i renæssancestil, der er udført med fire joniske søjler og reliefskæringer.

I storfeltet ses nadveren. I topstykket korsfæstelsen. Desuden ses evangelister og engle på sidefløjene.

Det middelalderlige våben findes også i Århus ny domkirke. Her sidder det over indgangen til Laurids Ebbesen Udsens gravkapel sammen med hans 3 koners våbenskjolde. Mere.

Høj- og senrenæssance skjoldet er et usymmetrisk våbenskjold. Over hjælmen ses hals og et hoved af en trane. Tranen har et hvast (bestemt) udtryk. I nakken af tranen ses 5 guldbjælder, omkring våbnet ses et stiliseret akantusblad.

De klingende guldbjælder og klokken med knebelen - der er klar til slag - symboliserer "årvågenhed".

I 1500 - 1600 tallet har våbnets betydning ændret sig fra at være et let kendeligt tegn i kamp til at være et samlingssymbol for en slægt.

Henrik Ebbesen Udsen og hans efterslægt findes på Kondrup i Råsted nord for Randers samt Tulstrup i Houlbjerg Herred hvor slægten var i ca. 250 år.

Gården Tulstrup har måske allerede i 1203 tilhørt familien. Muligvis er det den, der nævnes i biskop Peder Vognsens testamente sammen med andet gods som tilfalder domkirken ved hans død. Herfra må den være kommet til Udsen-slægten.

Den for os første kendte ejer på gården var Henrik Ebbesen Udsen, som nævnes i 1433. Hans søn Ebbe Henriksen Udsen efterfulgte faderen, og gården var nu på 24 tdr. hartkorn.

Således gik gården gennem generationer fra far til søn indtil Laurids Ebbesen Udsen i 1629 solgte gården samt gården Overgård og 6 andre gårde til grev Friis og de blev lagt ind under Frijsenborg.

Den forhen ansete slægt sank omkring år 1600 ned i lavadelen således, at man i samtiden tvivlede på dens adelskab, hvilket fremgår af Henrik Holcks stambog, hvori det siges, at Laurids Ebbesen med urette førte de Udsen'ers våben, "thi han er af Bondeslægt i Jylland".

Ved rige og målbevidste giftermål lykkedes det imidlertid Laurids Ebbesen at skaffe familien ny anseelse. Til ingen nytte, skulle det vise sig.

I 1704 nedlagde grev Niels Friis landsbyen Njærstrup og ovennævnte gårde, som tilsammen kom til at udgøre den "nye" gård Frijsendal under Grevskabet Frijsenborg.

Laurids Ebbesen Udsen (1559, Tulstrup - 13.3.1646, Saltø) var søn af Ebbe Lauridsen Udsen og Kirsten Pedersdatter Kruse, og af en fin slægt.

Men på det tidspunkt han blev født, var familien nedsunket i fattigdom, og levede på bondevilkår.

Der vides ikke noget om hans ungdomsår, før han i 1587 ægtede den 19 år ældre Ellen Andersdatter Gøje, som var lige så fattig som han selv, men af den fornemme Gøje slægt (også stavet Gøye/Gøie/Gjøe).

Dette ægteskab bragte ham et rigt og velanset svorgerskab, der banede vej for hans karriere og rigdom.

1602-1608 var han lensmand på Københavns Slot, og fra 1608 fik han Skanderborg Slot, Åkjær og Ålegård i forlening, i 1637 tillige Saltø. Derudover ejede han Tulstrup, Ristrup, Lyngballegård, Perstrup, Tåstrup og Øls.

Denne rigdom blev dog dyrekøbt, idet hans hustru døde i 1626 som 86-årig, uden at have skænket ham arvinger.

Året efter giftede han sig med den 19-årige Lisbeth Hansdatter Arenfeldt, som døde allerede 1632 uden at have fået børn.

Ægteskabet med den tredje hustru Sophie Fastisdatter Staverskov endte ligeledes barnløst.

Inden sin døde i 1646 havde han måttet frasælge størstedelen af sit jordegods som konsekvens af Danmarks indblanding i Trediveårskrigen.

Udsen stolede ikke på, at de nærmeste slægtninge ville kunne tage sig af begravelsen, når den dag oprandt, så han fik selv opsat et flot epitaf i Århus Domkirke.

Epitafet viser ham og hans 3 hustruer - i legemsstørrelse - knælende ved siden af en stor sort tavle uden indskrift. Rammen er prydet med 16 anevåben for hver af de 4 personer.

Efter hans død havde slægtningene ikke råd til en indskrift, så derfor er epitafets sorte skifertavle statig tom.

Dette gav grobund for et rygte om, at Christian 4. eller Frederik 4. havde fået slettet den indskrift, der engang stod på epitafet.

Men der er ingen grund til at tro, at Udsen var faldet i unåde hos kongen, da han beholdte alle sin forleninger indtil sin død.

Udsen var enebarn, og da det ikke lykkedes ham at få en arving, uddøde slægten med ham.

Hans sidste hustru, Sophie Staverskov, solgte i 1652 Dønneruplund og Sønderhoved, medens hun overlod Spøttrup til sin søn af første ægteskab, Mogens Kruse.

I sin lange enkestand broderede hun det mest pragtfulde af alle danske våbentæpper. Det kan ses i dag på Frederiksborg Slot.

Mere om Laurids Ebbesen Udsen

Min relation: Laurids Ebbesen Udsen er fætter til min 6 x tipoldefar. Dvs. hans farfar er min 8 x tipoldefar!

En af Laurids Simonsen Udsens sønner, Rasmus Lauridsen Udsen født ca. år 1528 var omkring 1560 kommet til Abildhøjgård i Ommestrup ved Mørke.

Her i området forbliver familien lige til vore dage; og slægten optræder hyppigt i kirkebøgerne for Mørke, Skødstrup og Hornslet sogne. I slutningen af 1800-tallet begynder vandringen fra land til by; og mange flytter til Aarhus og København.

En gren af slægten - der har ændret navnet til Utzon - stammer fra Kolding-egnen.

En anden Udsen-slægt (med bl.a. Bodil Udsen) med rødder i egnen omkring Grenå nedstammer fra Ud Rasmussen, født ca. 1673 - død 1743 i Gammelsogn. Så vidt det kan konstateres, har denne slægt ingen sammenhæng med "min" Udsen-slægt.

Rasmus Lauridsen Udsen (1528-)
▼
Niels Rasmussen Udsen (1565-)
▼
Karen Nielsdatter Udsen (1630-)
▼
Peder Jørgensen Udsen (1665-1741) *)
▼
Jørgen Pedersen Udsen (1707-1784) *)
▼
Else Jørgensdatter (1767-1834)
▼
Jørgen Christensen Udsen (1802-1859) *)
▼
Else Jørgensen (1849-1929)
▼
Caroline Amanda Sørensen Vand (1881-1910) **)
▼
Jørgen Peter Sørensen (1900-1973)
▼
Jørgen Sørensen (1949-)

*) Bemærk, at navnet Udsen videreføres i denne slægtsgren, selv om der indgår nogle kvinde-led.
**) Min farmors ældste bror døbes Jørgen Udsen Sørensen Vand (1873-1889). Ingen af hendes 11 andre søskende får navnet Udsen; som herefter ikke ses mere i denne gren.