En dag - et liv ?


Denne sketch er © 1996 Jørgen Sørensen. Den må IKKE fremføres uden min skriftlige godkendelse. Download pdf
Introduktion:
Vi besøger familien Madsen fra kl. 16 til kl. 7 næste morgen. Familien består af far (Kurt), mor og Brian. Faren og moren tilbringer hele deres fritid foran fjernsynet. Alle deres åndelige evner (eller mangel på samme) er koncentreret om pseudolivet i TV-serier, TV-quizzer og sportsudsendelser. Den dag vi besøger familien Madsen ligner alle andre dage og vil ligne alle andre dage i de næste 75 år.
Da besøget hos familien Madsen begynder er Brian 6 år. Men da besøget er sluttet er han umærkeligt for forældrene blevet 80 år. De har ikke opdaget, at Brian i mellemtiden er blevet far som 15 årig, har fået to børn derudover, er blevet smidt ud af konen, er blevet kriminel og er kommet i fængsel, er flygtet fra fængslet og til slut er havnet som senildement på plejehjemmet Senillebo.
Medvirkende:
Brian (som 6-årig, 10-årig, 14-årig, 20-årig, 30-årig, 45-årig og 80-årig)
Brians far, Kurt
Brians mor
Sus, Brians pige/kone (som 13 årig og 20 årig)
Niels, Sus' far
En betjent
+ en stemme (nyhedsoplæser)
Scene:
En topersoners sofa med front mod publikum.
Ved den ene side af sofaen (farens) står et køleskab, en kasse øl og en telefon.
På den anden side af sofaen (morens) er der en mikrobølgeovn og en kaffemaskine.
Foran sofaen et fjernsyn, hvorfra der under hele forløbet sendes quizzer, seriefilm og sport (endeløst lydbånd), kun afbrudt af korte nyhedsudsendelser; som faren og moren dog hurtigt zapper væk fra.
Der er / antydes en indgangsdør i den ene side og en dør til Brians værelse i den anden side af scenen
Moren og faren ser aldrig på hinanden og heller ikke på Brian, før de allersidste replikker.
Brian er nu 6 år:
Brian og moren sidder i sofaen og ser fjernsyn. De siger ikke noget. Brian keder sig lidt og leger med en bold. Faren kommer væltende ind.

Far: Flyt dig lige knægt. Far er træt, jeg vil gerne sidde ned.
Brian rejser sig og fortsætter med at spille bold mellem sofaen og fjernsynet.
Mor: Har det været en hård dag, Kurt
Rækker ham en kop kaffe
Far: A' helvede til. At sidde og glo på en skærm hele dagen. - Flyt dig lige lidt knægt - du er jo ikke gennemsigtig
Mor: Ja, Brian, du kunne godt lige flytte dig lidt
Brian bliver dog stående og leger med sin bold.
Nyhedsoplæseren: Her er de korte nyheder: En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet afslører at mange børn under den skolepligtige alder er understimulerede. Socialministeren ventes at nedsætte en kommission om sagen i næste uge. Og vejret ...
Mor: Skift lige kanal ...
Far: Flyt dig så for helvede Brian
Mor: Ja, gå ud og leg
Brian går ud.
Far: Det er fandme et møjarbejde jeg har ... der sker ikke en skid ...
Mor: (der åbenbart ser Dallas nu): Ja, ja... JR er sgu' en skid ... se bare der ....
Far: Hva' ska' vi ha' og spise ...
Faren åbner køleskabet - finder en eller anden færdigret - langer den over til moren - der sætter den i mikroovnen. Telefonen ringer imens. Faren tager den:
Far: Det er Kurt.
Der føres en samtale tilsyneladende med Brians klasselærer, for faren siger undervejs:
Far: Ikke så godt med Brian....... tilpasningsvanskeligheder..... møde på skolen ....snakke med Brian.... ja, farvel
Far: (råber): Brian kom her... (pause) .... Kom så her for satan knægt.

Brian er nu 10 år:
Kommer ind fra sit værelse og stiller sig foran fjernsynet
Far: Hva' fan er det ka' du ikke opføre dig ordentligt i skolen
Mor: Åh flyt dig lige lidt Brian
Far: Det gider jeg sgu' ikke høre mere. Er det forstået.
Brian nikker og går ind på værelset igen. Faren napper en bajer fra kassen
Far: Jeg har fa'me ikke tid til at rende til møder på skolen
Nyhedsoplæseren: Her har vi 19 nyhederne: De store festligheder i forbindelse med Dronning Margrethes 60-års dag fortsætter. Vi stiller om ....
Far: Skift lige kanal ... Hva' var det med det mad
Moren hiver maden ud af mikroovnen. De begynder at spise. Der er et quizprogram i fjernsynet, hun er helt tabt i.
Mor: Åh hva' er det nu det hedder.
Far: Hva'
Mor: (peger på fjernsynet): Når man ikke følger med i tiden
Far: Der står jeg af
Mor: Ja, Kurt, "stået af ..."

Brian er nu 14 år:
Brian og Sus (ca. 13 år) kommer ind. De stiller sig lige foran fjernsynet.
Mor: Nå, det er så Sus.
De nikker.
Far: Smut lige ind på værelset og lege. Vi vil gerne lige se det her
De smutter ind på værelset.
Nyhedsoplæseren: Her er de korte nyheder. Til trods for flere årtiers intensiv oplysningskampagne, bliver flere og flere mindreårige piger gravide viser ny undersøgelse. Socialministeren vil i næste uge stille forslag om ...
Mor: Skift lige kanal...
Far: (surt): Ja, bolle det ka' de sgu'. Det er sgu' stort set også det eneste de ka'. Gider du lige stikke mig en kop kaffe.
Lyde fra Brians værelse, der antyder, at de derinde netop er i gang med at bolle.
Far: Har vi det ikke dejligt
Mor: Jo, da ....
De ser ikke på hinanden; men fordyber sig i fjernsynet, indtil det banker på døren.
Far: Hva' er det nu ?, Kom ind ....
Det er Sus' far. Han er vred. Han stiller sig foran fjernsynet og siger:
Niels: Jeg hedder Niels - og Sus er min datter.
Far: Ja, ja, men flyt dig lige lidt - eller sæt dig lige ned og få en bajer.
Niels: Jeg ska' ikke sidde ned og jeg ska' ikke ha' no'en bajer. Jeg vil bare sige, at Sus er gravid og at jeg melder Brian til politiet...13 år... Det er for groft... Jeg melder ham sgu'
Mor+far: (helt optaget af fjernsynet, siger samtykkende og fraværende): Ja ja gør det
Niels ser opgivende på de to og går igen ...
Far: Det er da fa'n til rend her. Det er sgu ikke til at koncentrere sig om noget som helst her i huset.

Brian er nu 20 år
Han kommer ind med 2 små børn på armen kommer ind. Sus er ved siden af med barnevogn. De stiller sig foran fjernsynet.
Far: (ophidset): Altså, Brian for helvede. Du ved godt, at du ikke må tage udendørs legetøj med ind. Se så at komme ud med den dukkevogn
Mor: Ja, Brian, det har far sagt så tit
Brian og Sus går ud.
Nyhedsoplæseren: Her har vi de sene nyheder: De store festligheder i forbindelse med Dronning Margrethes 70-års dag fortsætter i morgen. Vi stiller om ....
Far: Skift lige ...
Mor: Hva' ska' du lav' i morgen
Far: Den sædvanlige trummerum
Mor: Tja, det er vel godt nok ik
Far: Jo ....
De ser lidt igen koncentreret på fjernsynet:

Brian er nu 30 år
Han kommer ind - ser noget hærget ud og hulker vildt og uforståeligt
Mor: Du er da ikke smidt ud ...
Far: Flyt dig lige Brian ...
Mor: Du er da ikke smidt ud, du har da dit værelse, du bor her da ... sæt dig ned og se fjernsyn eller gå ind på dit værelse
Far: Hva' fan er det for noget vrøvl knægt, ta' dig nu sammen ....
Brian går ind på værelset. Faren bøvser; de gaber lidt begge to
Far: Det er vist blevet sent skal vi lige ha' lidt natmad
Faren hiver noget ud af køleskabet ... De spiser og småblunder lidt.
Nyhedsoplæseren: Her er en ekstraudsendelse. Der er for en halv time sket en større fangeflugt fra statsfængslet i Vridsløselille. Politiet har sat alt disponibelt mandskab ind i jagten på de undvegne. Arbejdet forsinkes noget af, at mange betjente er bundet af opgaver ved festlighederne i forbindelse med dronning Margrethes 90 års fødselsdag. Vi stiller om til ...
Det overdøves af en betjent, der braser ind med løftet pistol. Han råber
Betjent: Hvor er han ??
Mor+far: Hvem ??
Betjent: Smart ja, men den går ikke, pas på at I ikke bliver medskyldige. Hvor fa'n er Brian ??
Mor+far: (forvirrede): Han var her da lige før ... han er nok inde på værelset ...
Betjenten kikker sig omkring og går småbandende efter en kort inspektion...

Brian er nu 45 år
Han kommer ind - han er meget hærget og på flugt ...
Mor: Brian, det er sent, gå ind og sov....du skal op og i skole i morgen.....
Hun tilføjer, da Brian er på vej ind på værelset
Mor: Æh der var forresten en lige før, der spurgte efter dig
Brian ser sig ængsteligt omkring og går igen ....
Far: Altså den knægt ... Jeg synes, at han render ude hele natten. Og jeg har sagt så tit, at så længe han bor hjemme ... ja, så vil jeg ikke finde mig i det. De lærer sgu' heller ikke nogen opdragelse i skolen nu om dage.
Mor: (der er i gang med Dallas igen): Nej se, der er JR den dumme skid ....
De blunder videre. Vækkeuret ringer. De gaber og strækker sig. Moren skænker et par kopper kaffe, rækker en til faren og siger:
Mor: Hva' med lidt morgenmad ..
De rejser sig og gør sig klar til at gå, mens .....
Nyhedsoplæseren: Vi bringer en efterlysning. Det drejer sig om den 80-årige Brian Madsen, der sidst er set i nærheden af plejehjemmet Senillebo i Århus. Han var da iført en stribet pyjamas. Oplysninger til politiet i Århus. Og vi springer hastigt videre til festlighederne i forbindelse med prins Joachims 100 års fødselsdag ...
Far: Det er sgu' også for galt, at de ikke ka' ta sig ordentligt af de gamle nu om en dage ... rende væk.
Moren slukker fjernsynet. De er begge på vej ud, da de støder ind i Brian

Brian er nu 80 år
Han trisser ind i stribet pyjamas. Han er helt senil. Han går med stok.
Mor: (ser på ham for første gang): Brian. Du ser træt ud min dreng. Sæt dig ned og tag en slapper i dag . Mor skal nok skrive en seddel til skolen
Far: (på vej ud): Det er også fandens med den knægt ... det natteroderi ...
Mor: (på vej ud): Der er mad i køleskabet. Mor og far ska' på arbejde. Ka' du' ha' en god dag
De går.... Brian trisser rundt.... Hamrer løs på fjernsynet med stokken.... Glas splintres (lydeffekt).... Han ser sig omkring.... Ryster på hovedet.... Han trisser ud igen....