Mobiltelefonitis


Denne monolog er © 2002 Jørgen Sørensen. Den må IKKE fremføres uden min skriftlige godkendelse. Download pdf
Medvirkende: Kvinde, der funderer over mobiltelefonens glæder og forbandelser. Hun holder meget af at lytte til andres telefonsnak - lever lidt på de oplevelser, hun får på den måde. Men der er også irriterende momenter - og her kommer nogle eksempler:

1.

Forleden var jeg med linie 17 helt ude fra endestationen. Og der sad prototypen på en mobilsnakker: mand, volvojakke og forstørret bugmuskel. Og ganske rigtig inden vi havde nået Silkeborgvej - ja faktisk lige her udenfor - havde han hevet apparatet frem - og nu skal I bare høre hvordan dét lød:

Hej, det er mig (ja, det hedder de fleste).------------
Jeg sidder i bussen på vej til City Vest, og så vil jeg lige høre hvordan du går og har det. -------------
Nå ----------
det er da ikke så godt ---------------------
Nåh ----------------
åh nej --------------------------
Hvordan ta'r han det så ? ------------------
Ja, det kan man godt nok kalde -------------------
ja ----------------
Ja, ja, det løber jo op ------------------------
Nej, det har jeg nu ikke -------------------------
Nej, det er da heller ikke retfærdigt ------------------
Sig det da til ham --------------------------
Nej, og så alderen taget i betragtning ---------------------
Jamen den bagerste potte kan du da få lavet for en tusse -------------- sort -------------
Nåh, City Vest er i sigte, så jeg må slutte -----------------------
Ja lige over, do.

Ja, jeg ved ikke, hvordan I havde det. Jeg var ved at gå helt i spåner. Og så var det bare en lydpotte, der var død.

2.

Dav igen, kender I det der med ringetoner. Ja, ikke ---------- Nå, forleden da jeg stod i Musikhusets foyer og kiggede på de kulturelle tilbud, da lød der pludselig metallisk muzak ved min højre side ("Der står et billed' af dig, på mit bord"). Det, det var ikke fra Foyerscenen, det var skisme en mobiltelefon der ringede - min sidemands - og han hed ikke "mig", næh han sagde:

Dav, det er Lasse ------------------
hej Birte ------------------
nåh, de er gået ud for at ryge, og du sidder helt alene -----------------
pigefokost -----------------
har du så ikke noget sladder? ---------------
Louise Gade? -----------
gør hun det? --------------
så er det da derfor journalisterne ikke har kunnet finde hende --------------
men Louise Gade, det havde jeg ikke troet, men det er jo moderne, og de fleste gør det ---------------
ja, nej sikkert ikke den forrige borgmester, for en vis legemsdel ville jo være noget i vejen -----------
ja og ham fra Farum har nok ikke haft tid til det --------------
men Louise Gade hmmm ---------------------------
Er det sammen med manden ?--------------
Nå ikke --------------
det er måske også sjovere sammen med andre --------------
Mig?, næh, jeg er holdt op --------------
helbredet, du --------------
Ja, de fleste gør det jo --------------
ja selv kronprinsen --------------
det sker vist overalt og så igen ifølge de kulørte --------------
ja, og så med livvagterne han har med --------------
ja, tænk, de er jo tvunget til det --------------
ja, altså at se på --------------
Jamen, det er da rigtigt, det er sundt morgen og aften --------------
Ja mindst 5 kilometer løbetur, siger lægerne¬ -------------
Godt jeg må løbe, dine tøser er vel også ved at vende tilbage til lækkerierne på bordet ? Hej.

Hva' gi'r I ? Nu troede jeg lige, at jeg vidste noget som Se & Hør ikke vidste. Og så var det bare alle de der utålelige, hellige kondifreaks, der taler indforstået med hinanden.

3.

Dav igen, igen. Ja, I skal nu lige høre hvad jeg hørte den anden dag, da sidemandens mobil ringede:

Dav skat -----------------
ja, jeg savner også dig -----------------
jo, jo -----------------
det varer ikke så længe -----------------
nej da -----------------
Hold da op…. har du allerede taget dem af ….. så må jeg skynde mig …. så hold dig parat …. om 10 minutter max. står far her i døren …. med medisteren klar -----------------
Det bliver vist en god aften -----------------
Hvor mange centimeter kan fars Pusser klare, sådan en onsdag aften? -----------------
20 centimeter? -----------------
uha da da -----------------
du er nok sulten hva skat? -----------------
Jo vi ses om lidt -----------------
Hov vent lige lidt -----------------
Når du har taget dem af -----------------
Så sørg for at holde dem varme -----------------
og gem lidt af vandet til sovsen -----------------
kys, kys og farvel.

Ja hva' gi'r I? Jeg var ved at arbejde mig op til at opleve den helt store romantik …og hvad mundede det ud i? Sovs og kartofler. Nå, jeg glemte måske at sige, at jeg stod ved køledisken i Kvickly den dag --- ja den med flæskekødet, ---

Men, nu går jeg altså op til kommunikationsministeren og be'r ham ændre loven, så alle der benytter mobiltelefon offentligt … ja, de skal slå medhør til!