Hvideslægten - Kongemagere og kongemordere

Hjem
Skjalm Hvide - Hvideslægtens stamfader

Skjalm Hvide regnes for Hvideslægtens stamfader. Det var hans børn og børnebørn, der dannede den "klan"; der i 1100-tallet og 1200-tallet blev den væsentligste magtfaktor ved siden af kongemagten.

Vi kender bl.a. hans søn Asser Rig og dennes børn Absalon og Esbern Snare - primært gennem Saxos Danmarkshistorie.

Det var Skjalm Hvide, der samlede en flåde til hævnangreb på venderne, som havde dræbt hans bror, Auden. Og det var ham der var fosterfader for Knud Lavard, søn af kong Erik Ejegod. Ligeledes var Skjalms søn Asser Rig fosterfader for Lavards søn Valdemar (senere 'den Store').

Fra 1000-tallet og frem til 1300-tallet spillede Hvideslægtens mange medlemmer en stor rolle som jordejere, politikere, krigere og kongemagere, og slægtens historie er således uløseligt forbundet med landets historie.

Hvideslægtens magt opbygges

I sidste halvdel af 1100-tallet og i starten af 1200-tallet var de forskellige slægtslinjer indenfor Hvideslægten tæt forbundne og meget bevidste om deres fælles ophav.

Da Knud Lavard blev dræbt af kong Niels søn Magnus i 1147, ledte hviderne Esbern Snare, Absalon og Sune Ebbesen, sammen med Lavards brødre oprøret mod Niels og Magnus.

Kirken og kongen var to markante magtfaktorer, og med Absalon som biskop og Valdemar den Store som konge supplerede de to hinanden fint.

Kirkemagt og kongemord

Der opstod en konflikt mellem ærkebiskop Jakob Erlandsen (en "Hvide") og Kong Kristoffer, som medfødte, at kongen fængslede ærkebiskoppen.

Det var ganske uhørt og paven blev indblandet. Landet blev lyst i interdikt, så ingen kunne gå til messe og modtage syndsforladelse. Hele sagen forblev mere eller mindre uløst, indtil Jakobs død efter mange års eksil.

Igennem anden halvdel af 1200-tallet kæmpede Valdemar Sejrs sønner og senere børnebørn om magten. Abel-fraktionen med Hvideslægten var ansvarlige for Erik Plovpennings død i 1250, hvilket skaffede broderen Abel på tronen.

Efter Abel blev broderen Kristoffer konge ved at udnytte, at Abels søn var mindreårig, men Kristoffer var kun konge i en kort årrække. Og derefter sloges Abels og Kristoffers efterkommere.

I 1286 myrdedes Erik Klipping i Finnerup Lade, og endnu engang var en Hvide angiveligt indblandet.

Sønnen Erik Menved brugte sin tid som konge til at hævne sig på faderens mordere, heriblandt marsken Stig Andersen, som var gift ind i Hvideslægten, og som endte sin tid i eksil på øen Hjelm.

Erik Menved gik så vidt, at han, ligesom sin farfar, fængslede ærkebiskop Jens Grand (en "Hvide").

Hviderne var gået fra at være kongens fremmeste støtter til at være kongens fjender.

Farvel til Hvideslægten

I starten af 1300-tallet giver det ikke længere mening at tale om en samlet slægt med bevidsthed om deres slægtskab.

Det var da ikke længere almindeligt for stormændene at blive begravet i Sorø Klosterkirke, som Absalon havde grundlagt, og slægten gled over i andre stormandsslægter.

Så Hviderne uddøde ikke som individer, men de påberåbte sig ikke længere en fælles oprindelse og var ikke længere en sluttet enhed.

Hvem var Skjalm Hvides hustru?

Vi kender ikke svaret på dette spørgsmål; mest på grund af Saxo's manglende beskrivelse af indgifte i Hvideslægten. Hans bestillingsarbejde skulle beskrive Hvideslægten!

Der er kommet mange teorier gennem tiden; bl.a. baseret på den tids - temmelig logiske - navngivningsregler; men det bliver kun formodninger og teorier. Giftemål og navngivning behøver jo ikke at følge teorierne!

Mere om Hviderne

- Saxo's Danmarkshistorie
- Michael Kræmmer: "Den Hvide Klan" (PDF online/download)
- Michael Kræmmer: "Kongemordernes Slægt"
- Marianne Johansen og Helle Halding: "Thi de var af stor slægt"
- Sigvard Mahler Dam: "Stigs Vedby og Hvideslægten"
- Peter Lawætz: Navneopkald i Hvideslægten (website)

Skjalm Hvide - Data