Poul Ravn Kristensen blev efter endt skolegang beskæftiget i en slagterforretning; og i 1943 indkaldt som marinesoldat.
Efter hjemsendelsen nedsatte han sig som fiskehandler i Brøndbyvester.
Han tilsluttede sig i februar 1944 en gruppe under Glostrup kompagni, og deltog i en række aktioner og benyttedes af Glostrup kompagni, hvor særlige opgaver skulle udføres.
Ved mobiliseringen den 5. maj 1945 samledes gruppen om morgenen - og blev fotograferet.
Øverst fra venstre: Sørensen, Valdemar Jørgensen, Peter Busch, Hugo Beck og Carl Olsen. Forrest fra venstre: S.B. Andreasen, J.P. Beck, Preben Rasmussen og Poul Ravn Kristensen.
Gruppen kørte fra Brøndby Strand og var beordret til Hendriksholm Skole i Rødovre, hvor de efter ordre skulle overtage skolen og overvåge interneringen af de lokale nazister.
De øvrige grupper i Glostrupkompagniet var tidligere på dagen kaldt til mønstringspladsen på Østergård i Glostrup, hvor de modtog instruktioner i, hvordan de skulle forholde sig overfor tyskerne og deres danske håndlangere.
Gruppen fra Brøndby Strand var imidlertid blevet forsinket, eller havde ikke fået besked om mødet i Glostrup, så de kørte den direkte vej til Rødovre.
På vejen passerede de Brøndbyøster, hvor tyskere var indkvarteret på skolen.
Nogen tid forinden var der opstået skyderi ved skolen, fordi en frihedskæmpergruppe fra København havde forsøgt at erobre våben, der var i depot i skolens gymnastikhus.
Derfor var tyskerne vagtsomme, og Glostrupkompagniet havde sendt besked til Brøndby Strand-gruppen med advarsel om ikke at køre gennem Brøndbyøster.
Det er imidlertid uvist, om denne advarsel nåede frem, eller om den blev misforstået.
Der var lagt tyskere ud i stillinger langs den nuværende Park Alle, og Brøndby Strand-gruppens bil passerede den første stilling uden problemer.
Den næste gruppe tyskere åbnede derimod ild mod modstandsfolkene, der sprang af vognen og tre blev dræbt på stedet.
De øvrige søgte ind på en gård, hvorfra der opstod en kort ildkamp med tyskerne.
De tre modstandsmænd overlevede altså Besættelsen, men ikke Befrielsen... tragisk...
Poul Ravn Kristensen var blevet gift i november 1944; og hans kone ventede sig.
Poul Ravn Kristensen og Preben Rasmussen (et af de andre medlemmer i gruppen) var en slags fætre, da Pouls mor - Alma - og Prebens stedmor - Anna - er søstre.
Preben Rasmussen drev i mange år slagterforretning i Brøndby.
Mindesten for de 3 faldne: Carl Olsen, Valdemar Jørgensen og Poul Ravn Kristensen.
Data for Poul Kristian Ravn Kristensen
Poul Kristian Ravn Kristensen er min mors fætter.