Dette er vel nok det berømteste af Blichers fortællende Digte. Ved dets jævne Inderlighed og troskyldige Meddelelsesform taler det sig dybt ind i Menigmands Sjæl.
Blicher har skrevet adskillige andre "Redningsdigte", men ingen der i nogen Grad kommer dette nær hverken i Formens Renhed eller i Følelsens Styrkegrad.
Men historisk set har han taget sig flere Friheder end strængt taget nødvendigt. Vi ejer nemlig i dette Tilfælde et uomstødeligt Middel til at kontrolere ham.
Den Stranding, hvorom her er Tale, fandt Sted den 15. Febr. 1835 i Nærheden af Grenaa; Begivenheden stod selvfølgelig omtalt i Datidens Blade, først i "Ugeblad for den danske Bonde", hvor Blicher sandsynligvis har set den, derfra optoges den i en Række andre Blade, indtil den ogsaa kom Frederik den Sjætte for Øje.
Han fik da Lyst til at lade Sagen nærmere undersøge og gav sit Kancelli de nødvendige Ordre; og den 8. April 1835 kunde Kancelliet da forelægge Kongen følgende:
I Anledning af en i Bladet "Dagen" for Onsdagen den 1ste dennes af "Ugeblad for den danske Bonde" optagen Beretning om en af Boelsmand Søren Mikkelsen Kanne af Fuglsang ved Greenaae udvist ædel Daad ved at redde Skipperen paa et 1/4 Mil sønden for Greenaae Havn forlist Fartøj fra at omkomme i Bølgerne m. V., har det behaget Deres Majestæt ved allerhøjeste Reskript af 2den dennes at paalægge Kancelliet at indhente nærmere Oplysning om Sagens Omstændigheder samt derefter at nedlægge allerunderdanigst Beretning desangaaende.
Paa samme Tid som Kollegiet modtog forbemeldte allerhøjeste Reskript, indløb der hertil en Skrivelse fra Amtmanden over Randers Amt, hvori han indberettede den af Søren Mikkelsen Kanne udviste Daad og til Oplysning om de med samme forbundne Omstændigheder indsendte Udskrift af et inden Nørre Herreds Politiret under 24de f. M. i den Anledning optaget Forhør.
Af dette Forhør, hvorunder den forulykkede Skipper saa vel som fornævnte Søren Mikkelsen Kanne og hans Fader Mikkel Sørensen Kanne har afgivet Forklaring, erfares Omstændighederne ved det omhandlede Redningstilfælde at have været følgende:
Den 15. Febr. sidstleden sejlede Ole Jensen Jyde af Hornbæk fra Helsingør med sin ejende Jagtbaad Bente Marie, 6 Kommercelægter drægtig, indehavende en Ladning Salt, bestemt til Grenaae og bemandet med 2 Matroser, nemlig Jens Larsen og Rasmus Svendsen.
Samme Dags Aften omtrent Kl. 8 kom der en svær Bræksø over Skibet som borttog Kompasset og slukkede Lyset, og omtrent ½ Time derefter kom Skibet paa Grund under Herregaarden Hessels Forstrand.
Strax efter at Fartøjet var stødt, gik dets ene Side itu, saa at Forenden strax stod under Vand, og Skibsdækket løsnedes og gik tilsøs.
Skipperen og hans 2de Matroser forsøgte at gaa i Land med Skibsbaaden, men denne blev ved den stærke Søgang strax fyldt af Vand, saa at de maatte begive sig tilbage paa Skibet, hvorpaa Baaden drev i Land.
Skipperen holdt sig derpaa fast ved Agterspejlet, staaende i Vand til op paa Livet og forblev i denne Stilling, indtil han næste Dags Morgen blev reddet.
Den ene af Matroserne, Rasmus Svendsen holdt sig fast ved Masten, men blev endnu samme Aften omtrent Kl. 10 kastet i Søen af en Bølge og har ikke siden været at finde; den anden Matros Jens Larsen gik op i Vanten og forblev der, indtil det begyndte at dages, da han svømmede i Land.
Han bad Skipperen følge sig, men denne var for udmattet og svag dertil og maatte derfor blive paa Vraget, i hvilken Stilling han tilsidst kom i en næsten bevidstløs Tilstand.
Omtrent et Par Timer efter at Jens Larsen havde forladt Vraget, kom Søren Mikkelsen Kanne i Følge med sin gamle Fader Mikkel Sørensen Kanne med Heste og Vogn til Strandbredden.
I det Haab at kunne frelse Skipperen steg førstnævnte i den i Land drevne Baad og førte den fire forskjellige Gange ud i Søen, men maatte hver Gang formedelst Storm og Søgang med Paalandsvind vende tilbage uden at kunne naa Skibet, og ved den stærke Søgang var Baaden flere Gange nær ved at kæntre, og kun ved at holde sig fast til Rælingen af Baaden undgik han at blive kastet i Søen.
Da det imidlertid var hans faste Forsæt at redde Skipperen, hvilken Fare han end udsatte sig for, hvortil han saa meget mere bestemte sig, da man idelig hørte den ulykkeliges Jammerskrig, spændte han Hestene fra Vognen og gik ud i Søen med dem, uagtet hans Fader bad og besværgede ham ikke at gjøre det, forestillende ham, at det ikke kunde ske uden Livsfare, og at, naar det ikke var muligt at gaa ud til Vraget med Baaden, maatte det være endnu mindre muligt at opnaa denne Hensigt med Hestene.
Ikke desto mindre begav han sig som bemærket, siddende paa den ene Hest og ledende den anden med Haanden ud i Søen og førte dem med stor Livsfare svømmende under en stærk Storm og svær Søgang med Paalandsvind, saa at Bølgerne flere Gange slog over dem, til en Sandbanke i Nærheden af Vraget, hvor der vel var Fodfæste, men hvor dog Vandet gik ham op til Armene, ligesom ogsaa Bølgerne her slog over hans Hoved og Hestene, saa at Faderen ofte ikke kunde øjne nogen af dem.
Fra det Sted kastede han Enden af Hestenes Tømme ud til Skipperen, der efter flere forgjæves Forsøg omsider fik den bundet om Livet, hvorpaa Søren Mikkelsen Kanne halede ham til sig paa omtrent 3 Alens Afstand.
Han søgte nu først at bringe ham til at stige op paa Hesten, men da Skipperen var saa svag og afkræftet, at han ikke formaaede det, maatte han selv stige af i Vandet og løfte ham op paa Hesten, og da han heller ikke var istand til at holde sig oprejst paa denne, maatte Kanne med den ene Haand holde ham derpaa, medens han med den anden Haand styrede begge Hestene og saaledes førte sig selv og Skipperen med største Livsfare gjennem det oprørte Havs Bølger til Lands.
Han kjørte derpaa Skipperen til sit Hus, plejede ham der omhyggeligen og sendte strax Bud til Grenaae, hvortil han endnu samme Dag blev afhentet.
Kancelliet formener, at Søren Mikkelsen Kanne, har gjort sig fuldkommen fortjent til at forundes Medaillen for Druknedes Redning med Tilladelse til at bære den i det for Medaillen i Anledning af Søslaget den 2den April 1801 bestemte Baand, hvorhos Kollegiet tror endvidere at burde henstille til Deres Majestæts Naade, hvorvidt De maatte finde Anledning til at tilstaa ham nogen Pengebelønning for hans højst rosværdige Forhold.
Det indstilles saaledes allerunderdanigst at Boelsmand Søren Mikkelsen Kanne af Fuglsang i Randers Amt allernaadigst maa forundes Medaillen for Druknedes Redning med Tilladelse at bære den i det for Medaillen i Anl. af Søeslaget d. 2. April 1801 bestemte Baand. hvorhos lige allerunderd. henstilles, hvorvidt D. Maj. maatte finde Dem bevæget til endvidere at tilstaa ham nogen Pengebelønning.
Det kgl. d. Kancelli d. 8. April 1835.
Allerunderdanigst
Stemann. Ørsted. Larsen. M. Lange. Hansen. Bentzen. / Jacobsen.
Kongen bestemte den 11. April 1835, at Søren Kanne skulde have den nævnte Medaille. Derhos ville vi endvidere allernaadigst have bemeldte Boelsmand i Betragtning af de særdeles Omstændigheder bevilget en Gratification af 40 Rdl.-Sedler.
Da jeg havde faaet opspurgt, at den reddede Skipper Ole Jyde eller Ole Fisker havde en endnu levende Søn, Brevsamler Jensen i Glæsborg ved Grenaa - skrev jeg til ham for ogsaa at høre, hvad han vidste; han svarede mig fra Glæsborg den 7. Sept. 1903:
Senere kom han hjem og gik til Konfirmationsforberedelse hos Præsten i Tikjøb, hvor han blev konfirmeret. Han gik til søs igjen og var i de sidste Aars Krige med England tilcaps. Senere blev han ansat som kongelig Lods imellem Kjøbenhavn og Helsingør, hvilken Plads han betjente i 12 Aar.
Han havde mange Brødre, som alle vare Søfolk, men som blev borte i deres unge Alder; formodentlig ere de druknede; men paa den Tid hændte det jo undertiden, at Søfolk ved Forlis bjergede sig i Land paa fjerne Øer, hvorfra de ingen Forbindelse fik med Hjemmet.
Senere fik Fader selv en Jagt, som han mest sejlede med i Kattegattet. Han boede i Hornbæk i mange Aar, og der havde han ogsaa Bopæl paa den Tid, da den brave Søren Kanne bjergede ham.
Han var hin skjæbnesvangre Nat paa Rejse fra Kjøbenhavn til Grenaa og inddrev hen ad Midnat med en orkanagtig østlig Snestorm et lille Stykke syd for Grenaa Havn.
Jagten hed "Bente Marie" af Hornbæk, og der var foruden Fader to unge og kraftige Folk med, men som blev skyllet overbord af en Bræksø, strax som Skibet stødte paa Grunden.
Den ene var saa heldig at svømme til Land, men den anden druknede, og han var dog kun taget med for at være fri for at møde paa Sessionen i Helsingør.
Fader blev ikke bjerget førend Kl. 3 næste Dags Eftermiddag; han stod altsaa i 15 Timer paa Vraget og blev overskyllet af Bølgerne paa denne kolde Aarstid.
Da var det, at den hjertensgode og heltemodige Søren Kanne greb til at ride derud med sine to kraftige Heste. Søren Kanne boede nemlig paa en Gaard, som laa ca. en 1/2 Mil fra Strandingsstedet.
Da Fader saa Søren Kanne, var han saa udmattet og fortumlet, saa han antog ham for en Strandfugl; og det vilde vist ogsaa have været umuligt for Søren Kanne at redde Fader, dersom Vraget ikke havde ligget der saalænge, saa der havde dannet sig en Sandbanke et lille Stykke derfra, hvorpaa Hestene kunde bunde, medens Søren Kanne kastede et Reb over til Fader og halede ham til sig.
Fader havde paa den Tid omtrent tabt Bevidstheden og syntes, at han havde faaet det saa godt, saa Søren Kanne rev ham bogstavelig ud af Dødens Arme.
Søren Kanne var en Mand af middel Størrelse, og Fader var en meget høj og sværtbygget Mand. Hvorledes nu Søren Kanne havde faaet denne udmattede tunge Mand med alt det vaade Tøj op paa Hesten under saadanne Forhold, er ubegribeligt, da Bølgerne skyllede over Folk og Heste uafbrudt.
Nu var det jo et Held, at Hestene kunde bunde, men dette var jo Søren Kanne uvidende om, da han red ud, hvilket derfor desmere er at prise ham for; thi han vovede derved i fuldeste Maal baade Liv og Gods.
Søren Kanne kjørte nu hjem med Fader og plejede ham paa det kjærligste. Desuagtet fik Fader Koldbrand i Benene og maatte ligge under Lægebehandling i Grenaa i 3-4 Maaneder.
Men saa stædigt har Folketraditionen fastholdt Sagnet om den frelste Skibsdreng, at en gammel Kvinde, der levede endnu i 1892, og som havde lagt Ole Jydes "Kone i Lig", paastod at have set Fabel-Drengen og beskrev ham som "en bitte knøv Fyr".
Søren Mikkelsen Kanne var født den 10. Febr. 1801 i Hessel Strandhus ved Grenaa. Af Folk der har kjendt ham, skildres han som en Mand af Middelstørrelse, med et rundt noget bredt Ansigt, sort krøllet Haar og blaa Øjne; Trækkene var store og hele Ansigtet indrammet af en Skjægkrans.
Han besad et livligt og muntert Sind og ægte jydsk Lune; han var meget afholdt, og Egnens Folk tillagde hans Ord stor Betydning; han havde faaet en god Oplærelse, thi Faderen, Mikkel Kanne, der var ret velhavende, havde bekostet baade Sørens og hans Sødskendes Undervisning i Byskolen i Grenaa, da der var omtrent en Mil til Sogneskolen i Aalsø.
Det er besynderligt, at den Mand der saa kjækt havde trodset det vildt oprørte Kattegat skulde ende sine Dage i et elendigt Aaløb, der knap nok har Vand til Knæerne; men den Skjæbne fristede han; Mortensaften 10. November 1860 faldt han i Djursaaen og druknede. Den tragiske Begivenhed fortælles saaledes i Grenaa Avis:
Ole Jyde var tilstede ved hans Begravelse paa Aalsø Kirkegaard, hvor man siden rejste Søren Kanne en Mindesten med tre Vers af Blichers Digt.
Søren Kannes Kone hed Karen Møller; Blicher har kjendt Navnet, som han anfører i Sangen. Hun blev en 80 Aar før hun døde; de havde ingen Børn sammen, men før Giftermaalet havde Søren Kanne en Datter, der endnu lever som en 77-aarig Kvinde.
Hendes Moder tjente en Tid i Æbeltoft, og en Gang, mens hun var forlovet med Søren Kanne, var hun i Besøg hos hans Forældre; der skal ikke paa den Tid have været meget propert i Kannegaarden, og Kjøbstadpigen skal da have ladet falde den letsindige Bemærkning, at naar hun nu blev Kone i Gaarden, skulde der nok komme Gang i Fejekosten. Dertil skal Sørens Moder truende have bemærket, at "den Stramaahk" aldrig skulde komme til at gjøre rent efter hende.
Og hvordan det nu end er gaaet til, saa blev det Karen Møller fra Bredstrup og ikke Ane Marie Pedersdatter der blev Arvtageren i Kannegaarden.
Ole Jyde, der i en Menneskealder levede i Grenaa og fra Skipper var bleven Fisker, overlevede i tre Aar sin Redningsmand; han døde i Grenaa 19. Marts 1863.