Søndag Aften den 15. Februar strandede en 1/4 Miil Syd for Grenaa Ole Jensen Jyde med sin ejede Jagtbaad, Bente Marie, indehavende en Ladning Salt bestemt til Grenaa og bemandet med 2 Matroser, navnlig Jens Larsen og Rasmus Svendsen. Samme Dags Aften omtrent Klokken 8 kom der en svær Bræksø over Skibet, som borttog Kompasset og slukkede Lyset, og omtrent en halv Time derefter kom Skibet paa Grund under Hovedgaarden Hessels Forstrand. Strax efter, at Fartøjet var stødt, gik dets ene Side itu, saa at Forenden strax stod under Vand, og Skibsdækket løsnedes og gik til Søs. Skipperen og hans 2de Matrosen forsøgte at gaa i Land med Skibsbaaden, men denne blev ved den stærke Søgang strax fyldt med Vand. Så de maatte begive sig tilbage paa Skibet, hvorpå Baaden drev i Land.
Skipperen holdt sig derpå fast ved Agterspejlet, staaende i Vand til op paa Livet, og forblev i denne Stilling, indtil han næste Dags Morgen blev reddet. Den ene af Matroserne, Rasmus Svendsen, holt sig fast ved Masten, men blev endnu samme Aften omtrent Klokken 10 kastet i Søen af en Bølge og har ikke siden været at finde; den anden Matros, Jens Larsen, gik op i Vanten og forblev der, indtil det begyndte at dages, da han svømmede i Land. Han bad Skipperen at følge sig, men denne var for udmattet og svag dertil og maatte derpaa blive på Vraget, i hvilken Stilling han til sidst kom i en næsten bevistløs Tilstand.
Omtrent et Par Timer efter, at Jens Larsen havde forladt Vraget, kom Bolsmand Søren Mikkelsen Kanne af Fuglsang i Følge med sin gamle Fader, Mikkel Sørensen Kanne, med Heste og Vogn til Strandbredden. I det Haab at kunne frelse Skipperen steg førstnævnte i den i Land drevne Baad og førte den 4 forskjellige Gange ud i Søen, men maatte hver Gang formedels Storm og Søgang med Paalandsvind vende tilbage uden af kunne naa Skibet, og ved den stærke Søgang var Baaden flere Gange nær ved at kæntre, og kun ved at holde sig fast til Rælingen af Baaden undgik han at blive kastet i Søen.
Da det imidlertid var hans faste Forsæt at redde Skipperen, hvilken Fare han end udsatte sig for, hvortil han saa meget mere bestemte sig, da man idelig hørte den ulykkeliges Jammerskrig, spændte han Hestene fra Vognen og gik ud i Søen med dem, uagte hans Fader bad og besværgede ham ikke at gøre det, forestillende ham, at det ikke kunde ske uden Livsfare, og at naar det ikke var muligt at gaa ud til Vraget med Baaden, maatte det være endnu mindre muligt med Hestene.
Ikke desto mindre begav han sig, som bemærket, siddende paa den ene Hest og ledende den anden ved Haanden, ud i Søen og førte dem med stor Livsfare svømmende under en stærk Strøm og svær Søgang med Paalandsvind, saa at Bølgerne flere Gange slog over dem, til en Sandbanke i Nærheden af Vraget, hvor der vel var Fodfæste, men hvor dog Vandet gik ham til Armene, ligesom ogsaa Bølgerne her sloge over hans Hoved og Hestenes, saa at Faderen ofte ikke kunde øjne nogen af dem.
Fra det Sted kastede han Enden af Hestenes Tømme ud til Skipperen, der efter flere forgæves Forsøg omsider fik den bundet om Livet, hvorpaa Søren Mikkelsen Kanne halede ham til sig paa omtrent 3 Alens Afstand. Han søgte nu først at bringe ham til at stige op paa Hesten, men da Skipperen var saa svag og afkræftet, at han ikke formaaede det, maatte han selv stige af i vandet og løfte ham op på Hesten, og da han heller ikke var var i Stand til at holde sig oprejst paa denne, maatte Kanne med den ene Haand holde ham derpaa, mens han med den anden Haand styrede begge Hestene og saaledes førte sig selv og Skipperen med den største Livsfare gjennem det oprørte Havs Bølger til Lands. Han kjørte derpaa Skipperen til sit Hus, plejede ham der omhyggeligen og sendte strax bud til Grenaa, hvortil han endnu samme Dag blev afhentet.